Lamaer er et meget specielt dyr synes Marianne,
der længe havde ønsket sig lamaer. Så da æslerne flyttede til Langeland, så var
det tid til at få lamaer.
Hvad er en lama?
Lamaer er meget intelligente, nysgerrige dyr (det gør også, at de ofte piller
ved alt, hvad de kommer i nærheden af). De har brug for at være sammen med
andre lamaer, da de er flokdyr, men de rører ikke ved hinanden, som
f.eks. heste, køer og æsler eller hunde for den sags skyld. De kan godt snuse
til hinanden og dutte med næsen og ligesom toupere hinandens pels. De kan f.eks.
ikke slikke, hvorfor de heller ikke kan slikke deres føl tørre, når de fødes.
Heldigvis har føllene som regel godt med lamauld, der holder dem varme.
Det betyder også, at det typisk ikke er dyr, som man har for at klappe på dem. I
stedet er man sammen med dem ved bare at være tilstede. De allerfleste lamaer
bryder sig faktisk ikke om at blive rørt ved. Og da Morten bare måtte klappe en
lama, så måtte vi en tur til Knuthenborg Safaripark for, at han kunne komme til
at klappe en lama.
De er sammen i deres flok og hygger sig med at være tilstede og sammen. Når
Marianne har været rigtig meget på hos hundene, så elsker hun at sætte sig over
til sine lamaer og nyde, at de går rundt omkring og bare er. Så kan hun sidde i
sin hængesofa (den er desværre afgået ved døden, da hingsten bøjede den i sin
iver på at få fat på den nye lama!) og meditere sammen med lamaerne.
Lamaer er for det meste fredelige dyr, men nogle eksemplarer kan være hidsige -
og 200 kg. hidsig lama skal man ikke spøge med. Den kan komme løbende meget
stærkt og bøjer ikke af, men kan løbe en ned.
Vores lamaflok
Vi startede med en hingst, der hed Kasper, da han kom. Han kom dog til at hedde
Dalai efter et stykke tid og to hopper, der hed Diva og Karen. Diva kom til at
hedde Annabel og Karen kom til at hedde Maya. Hopperne viste sig at være drægtige, så
det betød, at inden vi havde haft dem et år, så havde begge hopper fået føl. Et
hoppeføl og et hingsteføl. Føllene er nu efterhånden snart 1 år gamle og begge
trives rigtig godt.
Vores lamaflok er meget harmonisk, og de har masser af plads at bevæge sig på
samt områder med granskov, hvor de kan ligge i skygge eller hvis det regner. De
elsker at lægge sig midt i bagende solskin, så lægger de sig på siden og suger
solen ind. Det er fantastisk, når man tænker på, at de har uld på kroppen.
Dalai og Maya er halvt almindelig lama og halvt woolly-lama.
Woolly lama er en art, der har rigtig meget pels og som man oprindeligt har
opdrættet for uldens skyld. Annabel er en almindelig lama.
Marianne holder meget af de brune nuancer, så det var meget heldigt, at det
første lamaføl var helt chokoladebrunt. Føllet var bare rigtig smukt. Nu er hun
blevet større, men hun er stadig en smuk brun lama og hedder Savanna.
Det andet lamaføl var helt kridhvidt, derfor kom han til at hedde Snowflake. Han blev født, da det var rigtig koldt og vådt og han
frøs, så han fik en hjemmelavet lamafølfrakke på - selvfølgelig efter aftale med
hans mor. Marianne fortalte hende, at godt nok var den hjemmegjorte
lamafølfrakke ikke særlig køn, men den havde et godt formål. Det hjalp. Nu kunne
det lille hvide lamaføl holde varmen. Det sjove ved Snowflake er, at som han
vokser op, så ligner han mere og mere en Alpaca, hvilket er en mindre type lama
med rigtig meget uld og hår i ansigtet og ned af benene. Måske er det sådan, at
Woolly-lama er blevet til ved at krydse Alpaca og almindelig lama, og når så to
Wolly-lamaer får føl, hvor genet for Alpaca er stødt sammen, så bliver føllet en
Alpaca-type. Hvem ved - sød er han i hvertfald.
I midten af august 2009 kom så den nye lamahoppe. Den er ikke i familie med de
andre og kommer fra et andet sted. Den er smuk abrikosfarvet og har et godt
temperament. Hun kom til at hedde Camelia efter sin flotte karamelbrune farve. Teorien, når den skulle sættes ind i den eksisterende flok var, at
førerhoppen ville sætte hende på plads og så ville hingsten parre sig med hende
og så ville det ligesom være det.
Derfor var det også en meget meget stor
overraskelse for os, da førerhoppen var fuldstændig ligeglad. Til gengæld måtte
vi holde den nye lamahoppe under skarp observation og hjælpe den, da hingsten
forsøgte at slå den ihjel. Han løb med fuld kraft ind i den, så den trimlede
omkuld, så forsøgte han at bide dens ben over og lagde sig på dens hals, så den
ville være blevet kvalt, hvis vi ikke havde grebet ind. Da det ikke blev bedre,
besluttede vi at fange hingsten og flytte ham. Han går i øjeblikket i en meget
stor hundegård, så han kan køle lidt ned. Han har grime på og et langt reb, så
han er let at få fat i. Så går det lige så godt med at håndfodre ham og næste
gang, så bliver han sur. Lamapsykologi ????????. Nu har han gået der i 2 uger,
så i weekenden prøver vi at sætte ham tilbage i flokken. Så må vi se, hvad der
sker. Den nye hoppelama går bare rundt med de andre hopper, og der er ingenting
overhovedet. Nu kan det være, at hun dufter af dem og stedet, så han ikke farer
sådan op.
Ja, efter hingsten kom tilbage i flokken, så gik der 5 minutter, så var han i
gang igen med at forsøge at jorde hende. Det viste sig, at hende jeg oprindelig
har købt lamaerne af, hvad en rigtig god forklaring. Hoppen er nok drægtig og
det kan han lugte. Han har brug for at indlemme den i sin flok ved at parre den
og det kan han ikke, så han forsøger med alle ikke-gentleman-midler at få hende
til at abortere, så han selv kan komme til. Lige groft nok efter min mening. Nå,
men han blev sat tilbage til hundegården og så blev der bestilt tid til at få en
dyrlæge ud og kastrere ham. Det er nu gjort, så nu venter vi på, at hormonerne
skal ebbe ud, inden han bliver sat tilbage i flokken.
Dalai gik 6 uger, inden han blev sat tilbage i flokken. Det gik rigtig godt de
første 10 minutter. Han snusede til Annabel, der havde fået føl. Lama-hopper
løsner æg, når der kommer en han i nærheden for at kunne parre sig, men
kastrationen havde åbenbart gjort sit, for han reagerede ikke på hende efter at
have snust godt til hende. Han gik dog igen i gang med at være ikke-sød overfor
Camelia efter 10 minutter. Vi besluttede at se, hvad der skete, om det ikke bare
ville vare kort tid og så var alt okay. Men Camelia er for flink. Hun skriger i
stedet for at pande ham en, så han kan få respekt for hende. Dagen efter lå hun
på siden i deres hus og han knoklede rundt på hende. Så var det slut. Han røg op
på det område, hvor han havde gået før, så kunne han gå og snakke med ungtyrene
gennem hegnet.
Han har nu fået sin egen fold, der støder op til lamafolden, hvor de andre går.
Han kan snakke med dem gennem hegnet, men han kan ikke komme ind til dem. Ugen
før havde vi fået lavet hegnet færdigt. Det vidste han åbenbart, for da Marianne
gik ind for at fodre tyrene, så smuttede han lige bag hende ud i tyrefolden. Den
støder op til hans nye fold, så efter at have besøgt tyrene i en dag, så kom han
over i sin egen fold. Nu ser vi, hvordan han arter sig. Måske falder han ned og
vil kunne komme til at gå sammen med dem igen.
Den 21. september 2009 kom et nyt lamaføl til verden. Yndigt er det med gråt på
næsen og lysebrun på ben og ryg. Det vides endnu ikke, om det er en dreng eller
en pige. Umiddelbart virker den sund og rask, men det er som regel bedst at
vente en uges tid for at se, om dette også er rigtigt. Det viser sig nu, at det
er en dreng - han kom til at hedde Milas.
Vi går stadig og venter på, at Maya skal få sit føl, men det har åbenbart lange
udsigter. Så endelig i slutningen af november måned 2009 kom lille Miranda. Hun
er grå i hovedet og brun på kroppen. Ligesom Snowflake, så var det koldt, da hun
blev født, så hun måtte også have følfrakke på til det bliver lidt lunere i
vejret. Ups - det viser sig nu, at Miranda er en lille Markus - ja - man kan jo
tage fejl.
Lamaen oprindeligt
Lamaer har oprindeligt været brugt i bjergene i Sydamerika. Deres uld har været
brugt til at lave tøj af. Deres kød er blevet spist og deres ekskrementer, der
ligner hjortelorte, har været brugt tørrede til at fyre med. Lamaer kan bruges
til trækdyr, men de vil ikke bære mere end 50 kg. på ryggen, så lægger de sig
ned. (Smart)
De er flugtdyr, hvilket også gør, at de er på vagt og ser den mindste ændring i
omgivelserne. Hvis der er fare på færde, så vrinsker hingsten som en hest og
resten af flokken holder sig bagved ham. Alle kigger i den retning, hvor faren
lurer. Vi har faktisk været ude for, at en gang, hvor hingsten slog alarm, så
var det fordi naboen gik ude på sin mark med sine to Springer Spaniels - MEN
rent faktisk, så plejer det at være morfaren, der går med hundene, så det var
noget usædvanligt, der ikke plejede at foregå på den måde. Noget i billede faldt
udenfor.
Det skønne ved lamaen er, at den laver et vist antal toiletter på dens område,
og så går alle lamaerne på de samme toilettet. Det er utroligt nemt at samle op.
Herudover har de bløde trædepuder, hvilket gør, at de ikke træder græsset ned og
slider det på samme måde som dyr med hove gør. De er også nøjsomme dyr, der ikke
stiller så store krav til deres foder, dog må der ikke være for meget kobber i
foderet, da de ikke kan tåle for store mængder af kobber.
Hvad bruger vi vores lamaer til?
Vi bruger ikke ulden, og vi spiser ikke vores lamaer, men vi bruger deres ekskrementer
og nyder dyrenes selskab. Ekskrementerne er fortrinlig
gødning og vi bruger det både indendørs til Mariannes orkideer og udendørs især
til Mortens frugttræer på engen. Hundene synes, at lamaekskrementer er en lækkerbidsken, så åbenbart smager de også udmærket - hvis man altså er en hund.
Vi har overvejet, om vi skulle putte dem på små poser og sælge dem som "lamaguf"
til hundene.
Xigxag
Xigxag, der er en datter efter Cutie og Hearthbreaker har selv taget opgaven at tage
sig af lamaerne og hygge om dem. Hun går igennem maskerne i deres hegn og bruger
meget tid sammen med dem. Hun hyrder dem ikke, men står, sidder eller ligger
sammen med dem. Hun har gjort det lige fra starten. Da gøede hun rigtig meget af
dem, og vi havde håbet på, at de ville spytte hende, men det gjorde de ikke, så
vi måtte forklare hende, at hvis hun gerne ville være inde hos dem, så måtte hun
tage det roligt. Det gør hun så nu. Hun elsker dog at vise de andre hunde, at
hun kan kravle ind til lamaerne og så gør hun af dem og danser rundt foran
lamaerne og holder hele tiden øje
med, om der er nogen af de andre hunde, der kigger på hende og ser, hvor sej hun
er.
Da føllene var helt små, lå hun ofte i nærheden af dem, mens de voksne gik og
græssede et stykke derfra. Måske de voksne har haft en aftale med hende om, at hun tog
sig af babysitningen, mens de spiste. Sidste gang, hvor Xigxag havde været i
løbetid, havde hun guffet lidt rigeligt at hundemaden, så hun havde lagt sig en
smule ud. Det resulterede i, at hun hang fast i maskerne i nettet. Der var lige
en periode til hun var kommet af med de ekstra kilo, hvor hun holdt sig udenfor
hegnet. Vi tror, at hun har irriteret lamahannen og løbet ud for at løbe ud
gennem hegnet og ikke har kunnet få numsen med. Måske han lige har nappet hende
bagi, hvem ved.
Når Xigxag lægger sig i folden, kommer de to føl ofte hen for at se, hvad hun
laver, så flytter Xigxag sig gerne et par meter. Det ser egentlig rigtig
hyggeligt ud.
Når der bliver gået tur med hundene, og lamaerne står for tæt - efter Xigxags
mening - på hegnet, så går hun frem mod lamaerne, så de går væk fra hegnet og
dermed også væk fra de andre hunde, hvis de ikke flytter sig, så går hun gennem
hegnet og ind mellem hegn og lamaer, så de flytter sig. Hun vil åbenbart ikke
have, at de andre hunde snakker for meget med lamaerne.
