HomeReservation

Op / Back

 

 

Info om reservation af hvalp

 

For at kunne komme i betragtning til en Blue Border hvalp skal du som minimum have været på besøg hos os. Både så vi kan møde dig og de øvrige personer i familien, der er interesseret i at få hund, og for at kunne vurdere, om det er det rigtige for jer at få hund og især få Border Collie.

Nogle vælger at lave en aftale, hvor de kommer forbi og møder os og hundene - andre vælger at deltage i et af vores introduktionsseminarer, hvor vi snakker om det at have hund, og hvad det indebærer at have Border Collie. Introduktionsseminaret er gratis. Datoer for afholdelse kan ses i Kalenderen eller i Kursusoversigten.

Hvis du beslutter dig for at komme på en af vores hvalpe-klappe-kæledage, og du ikke har været her før, skal du ligeledes være opmærksom på, at det her primært for dig vil handle om at tale med os frem for at kigge på hvalpe.

Da det at købe hund for de fleste er en stor begivenhed, er det vigtigt med planlægning, så man undgår impulskøb.

Nogle gange bliver vi nødt til at sige til folk, at Border Collie efter vores vurdering ikke vil passe ind i deres familie, eller at det måske ikke er det rigtige tidspunkt eller at det vil være en dårlig ide overhovedet at anskaffe sig hund i familien - og vi håber selvfølgelig, at folk tager det som noget positivt, selvom det måske tager glæden lidt af jeres hundeprojekt. Hvis vi mener, at en anden race vil passe bedre ind i jeres familie, så kan vi vejlede jer, idet vi har stor viden om alverdens hunderacer.

Vores hvalpeside er altid opdateret med parringer, forventet fødselstidspunkt for næste kuld, når der er parret m.m. Så efter du har været på besøg og besluttet dig for at få Border Collie fra Kennel Blue Border, så er det bare med at følge med på hvalpesiden og under Nyhederne for at se, hvornår det næste kuld er på vej. Når næste kuld er annonceret, skal duvære velkommen til igen at kontakte os, så du kan modtage en mail, når hvalpene er født og reservere en hvalp.

Der vil altid blive annonceret under Nyheder, at nu er fødslen nært forestående og webcam vil typisk blive aktiveret dagen før fødslen går i gang.

Når hvalpene er blevet født, får du en status for hvalpekuldet og info om hvalpene i kuldet. Herefter kan du bekræfte din reservation ved at svare på den tilsendte mail med tilbud om reservation af hvalp. Du får svar tilbage om, at det er muligt at reservere en hvalp fra kuldet og herefter bedes du indbetale et depositum på 3.000 kr., og så har du reserveret en hvalp fra kuldet.

I de 8 uger hvalpene vokser op her på kennelen, kan du følge din hvalp via webcam, og fra hvalpene er ca. 4 uger gamle er der åbent hus hver søndag fra kl. 13-15, så du kan komme på hygge, klappe, kæle besøg og følge med i hvalpenes opvækst. Se kalenderen for datoer for hvalpe-klappe-kæle-dage.

Efter 8 uger kommer den store dag, hvor du får din nye hvalp med hjem – men vi ses igen til 6 og 12 måneders hvalpetræf her på kennelen - og forhåbentlig til hvalpetræning!


 

Last update : 14. februar 2009

Web Graphics © 2002 by Darian Graphics. All rights reserved

Web Design © 2003 by Blue Border  All rights reserved.